Din Sjæls Labyrint

Ad de sorte, glatte Marmortrapper gik jeg langsomt ned i din Sjæls Labyrint - det store, sorte Gravkammer...

 

Fra den enorme Port blev jeg engang for længe siden draget af dit stærke Lys - kulørt og spraglet, som når Solen skinner gennem Kirkens Mosaikker.En varm Duft af østerlandsk Røgelse og en klam af kølige  Katakomber profeterede mig uanede Eventyr fra Dybet.Porten var af Glas - og jeg troede, at jeg kunne se igennem den - men dens Mosaikkers Farver var så mættede, at jeg kun svagt kunne ane en Sal udsmykket med funklende Ædelstene og hvidt Guld. Jeg kunne ikke se en eneste Kontur - kun fornemme den kostbare Glitren bag Portens Glas.

 

Jeg ville skubbe Porten ind - men den var låst. Jeg kastede mig besat mod den, så det fine Krystal skælvede og jeg fór rædselsslagen tilbage af Frygt for at have forvoldt den Skade. Men foran Porten gled en stor, tung, sort Marmorplade ned - og jeg troede, at jeg aldrig mere skulle se Lysets lokkende Spil i de kulørte Mosaikker.

 

Men du lagde køligt din Hånd på min Skulder og førte mig forsigtigt til en anden Indgang: en smal Gang i den sorte Marmor, kun oplyst af velduftende Fakler. Du nikkede venligt og lod mig forstå, at jeg havde din Tilladelse til at se mig om i de mørke Gange. Men jeg forstod, at ejg måtte gå forsigtigt denne Gang. At denne Gang måtte jeg følge den Vej din Lybyrint bød mig og ikke kaste mig med Vold mod dit krystalglitrende Indre.Du sagde ingenting. Gav mig ingen Regler eller Anvisninger - men der var kun een Vej ned i dit Sjæls dybe Labyrint. Jeg følte Tryghed i de sorte, smalle Gange under Faklernes Skær, der lyste for mig som en Velkomsthilsen fra dit Indre.

 

Gangen førte mig fra Kammer til Kammer. Det ene mere underskønt end det andet. Alle var de forskellige og hver Gang jeg trådte ind i et nyt gippede det i mig af Overraskelse og Fryd. Hvert Kammer skabte et nyt Rum i min Sjæl , svage Afspejlinger af Pragten fra dine Kamre tog Plads i mig som små vage Kopier, som jeg for altid ville kunne drage frem som et sjæleligt Diasshow, når jeg atter var ude i den grå verden udenfor dine mystiske og hyggelige Katekomber - og aldrig mere ville Verden miste din Undergrunds varme Lys.

 

Der er så smukt i dine Kamre! Der er så trygt i dine Gange! Jeg ved, at dybest inde, bag tusinder af Gange, Kamre, Verdener og Eventyr, vil jeg engang genfinde den Sal, hvis dragende Lys for længe siden drog mig til dig. Men den Skønhed jeg vil finde der, vil ikke være den samme som den jeg dengang anede og skælvende ville have ladet mig overvælde af om Porten var gledet  modstandsløst op. Den vil ikke slå mig Omkuld som en guddommelig Lynild, men venligt tage imod mig som mit sande Hjem.

 

Elskede Ven - tusinde Tak  for, at du har ladet mig vandre frit omkring i din Sjæls underfulde Labyrint!

 

 

Anne Vibeke Gross Efterår 2006

    

Galerie GrossArtig