Drømmenes Land

Når Drømmenes Land er så skønt

Med Krystalpaladser gemt bag Volde af røde Roser

Når der i Evighed danses og leges

af elskovssyge Piger og deres skønne Kavalerer

Og Månen, der sygt og fint spejler sit sølvede ansigt i de klare, stille Søer,

Lader det ske, som Solen med varme Stråler

den hele Dag har fået dem til at ønske skulle ske

Når eksotiske Blomster i stærke Kulører

Med Vinen beruser hver sorgløs Sjæl

Når Børn her kun fodres med Marcipan og Kager

Og ingen skal arbejde

Men blot kan forlyste sig hver i sær

Med sine Lidenskaber.

Og alle dog er to og to

Når kun hele Rigets Prins

Skønnere end nogen anden

Sidder bedrøvet

Med sine slanke Marmorhænder for sine smukke søgende Øjne

Alene i Skyggen af den vældige *Rosenvold.

Når han først ser

Og først leende lader sig omfavne

Og åbner sin Mund og sit Hjerte

For tusinder af Kys

Når hans Prinsesse,

Landets Skaber,

Med hed og åben Lidenskab

Tager ham i sin Favn

 

Hvorfor så søge derfra?

Hvorfor med Afsky kaste Bomber over dette Land?

Tilintetgøre det

Blot for at finde Virkelighedens Afgrund

Her, hvor alt er sandt, men langt fra skønt

Her er kun Slotte af Beton

Omhegnede af Pigtråds- og Stødhegn

Her er Dagsregn og skyet om Natten

Her spiser Børn kun Rugbrød og Gulerødder

I tomme Lejligheder

Mens Forældrene som Slaver slider

ved kedsommelige Samlebånd den ganske Dag

blandt tusinder af andre

og her er alle to og to

alene omfavner Prinsessen,

som ej er Landets Skaber,

den tomme Luft

  

 

Anne Vibeke Gross  5/1-1991

Galerie GrossArtig