Eventyret om de to onde Feer  og de fire skæve Vinde - 1

Den Mørke By

 

Der var engang en Pige, der boede i et Land lige her  i Nærheden. Hun var ikke nogen rig Pige, og da det engang lige efter Jul skete, at hendes sidste Slægtning døde, blev hun nødt til at rejse fra sit dejlige lyse Barndomshjem ved de gyldne Kornmarker og ind til den store, mørkets By, for at prøve sin Lykke. Men i mørkets By fandtes ingen Lykke. Hun ankom netop i den allermørkeste Tid, hvor alle Huse og Gader lå brungrå hen i en evig Skumring og skidt og grus blæste omkring i Gaderne.

 

Hun var så heldig at finde et Arbejde, og et usselt Kammer under Loftet på et gammelt faldefærdigt Hus i en smal, mørk Gyde, fik hun også anskaffet sig. Kammeret indrettede hun med al den Glæde og Kærlighed, som hun havde med sig fra sit Barndomshjem. Hun fyldte det med dejlige Billeder, der udtrykte alle hendes Håb  og alskins Ting fra Fortiden. Hyggelige Stearinlys til at lyse op om Aftenen anskaffede hun sig også. Men hvordan det end kunne være, så var det alligevel som om det lille Værelse til stadighed syntes hende mere og mere usselt. Ja, ikke bare det – det var som om en sær magisk Tristhed havde lagt sig over Kammeret. Noget uovervindeligt sørgmodigt, der syntes værre og værre for hver Dag. Til sidst var det som om hun slet ikke kunne holde det lille Værelse ud, men de mørke Gader udenfor var ikke meget bedre og det var bidende koldt.

Tilbage til Skriverier For at læse næste Kapitel klik her
  

Galerie GrossArtig