Eventyret om Pigen i Brudekjolen - 1

Tango på Metrostationen

 

Store Skyer trækker ind over Amager. En tæt Tåge har lagt sig over Fælleden. Nu begynder den snart - Regnen. Man kan allerede se langtrukne Lyn over Sydhavnen. Det er kun muligt svagt at skimte Siloen i Valbyparken og nogle få Lys på Sjælland bag den. Herude på Amager lyser Kranerne fra Ørestaden op. Jævnligt glider et Metrotog næsten lydløst forbi. På Jorden går Folk med hurtige, nervøse Skriddt væk fra Metrostationen. Et dystert Scenarie!

 

-          Det må man nok sige – meget dystert!

--          Nej, kan du ikke mærke – der er en Harmoni i det... Sådan lidt Tjekhovsk.

-          Tjekhov????? Er Tjekhov ikke noget med blomstrende Frugthaver – og drømmeriske Kvinder i lange hvide Kjoler, der går 

            Ture ved Sortehavet?

-          De kan vel lige så godt stå og drømme på Metrostation Universitet…..

 

Der er ensomt på Perronen. Kun en enkelt står og venter. Nej, han går og venter. Han går heller ikke: han danser. Langsomt, med slæbende Skridt, som om han dansede en stille Tango med sig selv. I Armene fører han en Kvinde af Luft, der lydigt følger hans Krops fine Impulser. Man hører kun den lette Lyd af hans bløde Såler, der glider hen over Perronens våde Sten….

 

-          Jeg troede ikke Regnen var begyndt endnu.

-          Det har regnet – og det vil atter regne. Sådan er det…

 

Lamperne spejler sig i de våde Sten – og lyser helt fantastisk op mod den dystre koksgrå Himmel. Så brydes Stilheden. Et sted neden for Metrostationen cykler en forbi. Hun synger en Tango. Stemmen er svag og  spinkel – men Sangen fremføres med megen Passion: - Etot Raz ty priznala, cto net Ljubvi! En hjerteskærende Tango om en umulig Kærlighedsaffære – udspillet i den tindrende Sol ved Sortehavet…..

 

-          Haha – så kom din Tjekhov! Jeg havde godt nok også tænkt lidt over, hvordan du ville få ham ind i Billedet. Der er jo lidt langt fra Amager til Sortehavet!

 

Skridtene på Perronen forstummer. Som en Hjort bevæger den unge Mand sig forsigtigt ud fra Halvtaget. Også når han går er hans Skridt langsomme og lette og hans Holdning rank. Han forstår ikke Ordene – men han kan høre at det er en Tango – og det vækker hans Interesse. Han vil se, hvem det er, der synger. Måske genkender han Stemmen, for han løfter Hovedet med et Ryk, og den fine Melankoli, der før lå over  hans Ansigt erstattes nu af et barnligt jublende Smil.

 

Pigen på Cyklen kigger op mod ham. Det er en smuk Pige, klædt i en lang, hvid Kjole, hvis fine Blonder vælder ud over Cyklen, som et brusende Springvand. Hun kunne være en Heltinde fra en Tjekhov-Novelle.

 

-          Ok, ok, ok. Så er det slået fast. Men hun havde jo ikke behøvet at være klædt i hvide Blonder.

-          Men det er hun!

-          Men er det ikke lidt usandsynligt? Jeg mener: hvor mange cykler rundt på Amager i lange hvide Blondekjoler?

-          Danmark skulle efter sigende være et frit Land. Indtil videre er det i hvert fald tilladt at gå i Cowboybukser, Bikini og

           Burka – så kan man vel for Helvede også gå rundt i en Brudekjole!

-          Er det oven i købet en Brudekjole? Hm – det ved jeg nu ikke? Har sådan en ikke lidt for meget Symbolværdi til man sådan

           kan cykle rundt i den?

-          Næppe mere end en Burka ….eller en Bikini …eller Cowboybukser for den Sags Skyld!

-          Nej, det synes jeg altså ikke du kan sammenligne! Burka….jeg mener: det er jo Religion.

-          Hvem ved, måske er Brudekjolen min Heltindes Burka!

-          Hm – den skal jeg lige tænke over!

-          Så kan det være, at jeg kan få Lov til at fortsætte?

 

 Hun smiler også. Kender de hinanden? Eller er det bare Tangoen, der forbinder dem? Hun slår over i en anden Tango. En hurtig, glad Tango. Og tramper til i Pedalerne.  – ”Yo soy la Morocha de Mira ardiente, la que en su Alma siente el Fuego de Amor….” Den unge Mand kigger længe efter hende og smiler stadig, da han genoptager sin Tango med Åndekvinden. Lidt efter kommer Metroen. Så kommer Regnen også.

Tilbage til Skriverier For at læse næste Kapitel klik her

Galerie GrossArtig