Eventyret om Pigen i Brudekjolen - 2

Eventyrlandet Albertslund

 

Det har regnet i næsten en Time nu. En voldsom Regn. Væltende ned fra Himlen som et Vandfald. Hendes Hår klæber til Ansigtet. Den hvide Kjole er blevet gennemsigtig. Hun har bundet Blonderne op i en stor Knude, men alligevel er Skidtet fra Vejen sprøjtet op på den. Men det er en rar Regn. Livsgivende og frisk. Det regner stadig. Men nu er det lidt blidere. Hun sagtner Farten. Glostrup station – 50 minutter! Ikke dårligt! Hun ser op mod Stationen, som om hun ventede nogen der. Men der er ingen. Hun standser helt. Tager et kort op af Tasken og kigger længe i det. Så cykler hun videre. Langsomt. Meget langsomt. Som om hun ventede at hun netop her mellem Glostrup og Albertslund ville finde Indgangen til et Eventyrrige, og hun er nervøs for at overse den.

 

-          Det var nok ikke lige der jeg ville lede….

-          Albertslund er faktisk lidt et Eventyrland. Når man cykler rundt i Albertslund bevæger man sig fra den ene lille fuldstændige, kunstige Verden til den anden. Det er som et Tolkien-Landskab. Hvert lille Kvarter har sin helt egen Stemning.

-          Ja, det er planlagt nydeligt. Aldrig i mit liv har jeg set så meget, så velplanlagt Slum…

-          Nej – det er den helt specielle, danske Omsorgsfuldhed….Men fascinerende er det – når man er Eventyrer….

 

Hun forvilder sig ind ad små Stier, under regntyngede Bøgetræer og følger de små Skilte. Det ligner Alice´s Eventyrland. Hun spørger endda en stor, fed Hankat om Vej. Men den gider ikke svare. Den har travlt med at komme ind i Ly. Øv – lige pludselig er det som om Albertlund slet ikke er et Eventyrland alligevel. Kattene vil ikke snakke – og faktisk ser det meste af det ganske trøstesløst ud her i Regnen. Og det er koldt.

 

-          Hyttespjældet, siger hun til sig selv. Ja, der må jeg gå hen. Det er det smukkeste. Hyttespjældet minder om en lille svensk Fjeldby. Det ligger lige ved Foden af Galgebakken. Der er små stejle Stier. Og små omhyggeligt pladserede, teglrøde Huse. Det ligner noget i enAstrid Lindgren bog.

 

Hun stiller Cyklen på den centrale plads. Så løser hun Knuden op – det føles meget bedre at gå rundt sådan et sted med Kjolen fejende omkring sig. Desværre er den meget våd og klæber mod Lårene for hvert Skridt.

 

Der er ingen Mennesker nogen Steder. Det er nok på Grund af Regnen. Det er også Aftensmadstid. Og det trækker op til Torden. Hun går ud på Sletten foran Galgebakken. Der er så stille.  Så kommer Tordenen.

Tilbage til Skriverier

For at læse forrige Kapitel klik her

For at læse næste Kapitel klik her

Galerie GrossArtig