Vorona Blanca

Jeg er den hvide Ravn. Ornitologen har Problemer med at kategorisere mig. Og det irriterer ham. Han kalder mig ”Albino-Ravn”, men det er helt forkert. Og han ved det godt. Jeg er ikke en farveløs Ravn. Jeg er helt min egen Art, om end, jeg kunne være en Blanding af en Svane og en Ravn.

 

Jeg har altid vidst, at jeg ikke hørte til blandt Småfuglene. Jeg var noget større, og jeg virkede arrogant og truende på dem. Jeg hørte heller ikke til i den danske Andedam. Eller i Hønsegården. Nej, jeg hørte til blandt de rigtigt store Fugle.

 

Jeg lærte hurtigt, at jeg ikke var en Due. Duerne fyldte mig med Afsky. Deres ynkelige Liv, deres tossegode Rokken med Hovedet, deres små Krav til Livet, og ikke mindst: det altdominerende Fredsbudskab – alt sammen var så uværdigt.

 

Jeg ville derimod gerne være en Ørn. Men en Ørn var jeg så afgjort ikke. Jeg var slet ikke udholdende nok. Jeg var ikke stærk nok, og havde slet ikke deres store Overblik. Først og fremmest kunne jeg ikke klare ørnelivets Ensomhed...

 

Jeg var heller ikke en Ugle. Jeg lærte aldrig at forstå, hvordan Ugler  kunne udholde at sidde så meget stille. Jeg kunne lide Ugler, og Uglerne snakkede gerne med mig, for Ugler er tolerante, og vil gerne være sammen med alle, der gider lytte. Men jeg blev så træt af at lytte, for Uglerne kunne ikke selv lytte. Og jeg mistede Troen på deres Visdom. De virkede så kloge, men hvordan kunne nogen være klog, der så så lidt? Og som kun kendte Natten, og ikke den dejlige Dag?

 

Jeg kunne lide Svanerne. Jeg følte mig umiddelbart hjemme blandt dem, men de kunne aldrig se det. De , yndefulde, perfekte Dyr, fandt mig uelegant. Og jeg kunne selv indse, at mine små pudsige Hop ikke hørte til blandt Svanernes Brusen. Samtidig irriteredes jeg over deres dumme Arrogance, der er medfødt hos Væsner, der ingen naturlige Fjender har.

 

Så fandt jeg ud af, at jeg var nok var en Ravn. De hoppede ligesom mig. Ergo var de ligesom mig.  De var anderledes og sære. Forbundet med Trolddom og Mystik. Farlige, sorte og dystre. Uønskede alle steder og  dog så stærke, alene i deres Tosomhed, gemt bort i mørke Skove. Ravnene vidste, at de var uønskede, de vidste at de var anderledes. Ravnene sagde, at de var hævede over alle andre Fugle. De var allesammen Efterkommere af Hugin og Munin, og derfor var det dem, der bragte de guddommelige Budskaber til Midgaard. Deres Nattelevned gav dem stor Indsigt, og derfor ville de  ligesom Uglerne heller ikke ud om Dagen.  Jeg ved ikke hvorfor - måske på grund af min lyse Fjerdragt - men jeg følte mig godt tilpas om Dagen. Jeg kunne lide Lyset og jeg troede på Glæden og Harmonien. Jeg ville gerne falde til blandt mine sorte Mager, men de blev ved med at anse mig for naiv, og sagde, hovedrystende, at der var så meget vi Dagsfugle aldrig ville forstå.

 

Det var et hårdt Slag for mig, at finde ud af, at jeg hverken hørte til blandt Svanerne eller Ravnene. Et eller andet sted, havde jeg altid ubevidst trøstet mig med, at når jeg først fandt dem, så ville jeg føle mig Hjemme. 

 

Jeg begyndte at overveje, hvor jeg så hørte til. Jeg havde stor sympati for Mågerne og Skarverne. De var, ligesom jeg, også landet midt imellem det skønne og det interessante, tænkte jeg. Men Mågerne og Skarverne havde aldrig tænkt over dette Dilemma, de havde jo deres egen Flok, og det havde altid været nok for dem. De havde aldrig tænkt over, hvor de hørte til i Mytologien. Og vrede jagede de mig væk, for de syntes, at jeg bagtalte dem.

 

Så fik jeg en genial Tanke, syntes jeg. Hvorfor havde jeg dog så længe overset det? Mine sande Frænder, det måtte da være: de sorte Svaner. Nu er sorte Svaner jo desværre ret sjældne i vores del af Verden, så det tog mig meget længe at finde nogle af dem, og jeg måtte rejse meget omkring. Men endelig en Dag lykkedes det. Og hvilken Skuffelse! Magen til selvcentrerede, forkælede Væsner, skulle man lede længe efter. De sorte Svaner var akkurat lige så arrogante og naivt overfladiske som de hvide. Men de mente, at deres dæmoniske, sorte Fjerpragt, gjorde dem til interessante rovdyrslignende Væsner. De nød at skræmme andre med livstrætte Kommentarer, og elskede at få andre til at tro, at de var mystiske Budbringere fra Undergrunden, men de anede ikke hvem Hugin og Munin var, og de havde aldrig været hverken i Udgaard eller Asgaard. Ingen Fugl havde nogensinde vakt så megen Modvilje i mig før, som disse Charlataner.

 

Så nu sidder jeg altså her alene på Ornitologens Bord, med en Plastic-Strip om Benet. Han siger, at han aldrig har set min Mage, men at han nu vil sætte et Projekt i Bang, for at finde ham. Han har dejligt psykopatiske Øjne, den Ornitolog: et rigtigt Frankenstein-Blik. Det vækker Håb i mig. En sand Visionær, der vil hæve sig over almen Moral, for at nå sit Mål. Mon ikke jeg kan få ham overtalt til at lave en Klon...

    

Galerie GrossArtig