Selvportræt af Anne VGross                      

KUNSTNERSJÆLEN

DEN INTELLEKTUELLE

Da jeg samtidig også er Litterat og Kulturolog vil siden også komme til at indeholde essentielle Citater fra mine akademiske Opgaver og enkelte Anmeldelser af aktuelle Film eller Teaterstykker. Det kan synes meget personligt, at jeg ønsker at samle alle disse forskellige Udtryk på samme Sted, men Kunst er personligt: Ikke privat - men personligt! Kunsten vil til enhver Tid være forbundet med den Sjæl, der formidler den og kun gennem en særlig Personlighed kan den finde sit rette Udtryk - derfor er også Personligheden bag Kunsten væsentlig. Og det overordnede Livssyn, der gennem denne Personlighed farver de enkelte Kunstværker bør derfor ligeledes være af stor Interesse for den, der iagttager Kunstværket.

ROMANTIKEREN

Det Livssyn, der ligger bag mine Værker er i første Omgang knyttet til  Universalromantikkens  panteistiske Helhedtankegang, til en platonisk - men ikke religiøs - Opfattelse af, at der er en større åndelig Verden, som vi kun aner bag det, der kaldes Virkeligheden, til Tanken om Geniet og Kunstneren som den, der kan fremkalde denne Verden og endvidere til Romantikkens Idealer om Individets Frie Udfoldelse og  om Dannelse, som Middel ikke blot til at kunne begå sig blandt andre, men også til at Forstå den dybere Sammenhæng. Endvidere også til de heraf følgende Muligheder for  at udfolde sin Personlighed og til Troen på den sublime  Kærlighed. Og endelig til Biprodukterne af Romantikken: Tilbedelsen af Det ægte, Intensiteten, Dramaet, Erotiken og  Det farlige.

NOSTALGIKEREN

Der har været arbejdet hårdt på at modarbejde Romantikkens Idealer i mange År - og det synes, at det efterhånden er ved at lykkes helt at komme dem til Livs. Det er naturligvis noget, der gør mig meget ondt. Og omend jeg ikke altid har været bevidst om det, så er det nok en af Hovedårsagerne til, at jeg har holdt af at fordybe mig i andre Tider og Steder, hvor der har syntes at være bedre Kår for en Livsholdning som min. Af gode Grunde starter min Interesse altså ved Romantikken og fortsætter op til Tiden lige efter 2. Verdenskrig. I mine Øjne begynder det for Alvor at gå galt fra 1960erne.

EUROPÆEREN

Imidlertid skete der for mig noget af meget stor Betydning i 1990erne: Europa forenedes atter - og en Bølge af Europæisme, der ikke kunne undgå samtidig også at være nostalgisk, rullede over selv det progressive Danmark. Habsburgerlandet var atter i live! Efter i fire Årtier at have underkastet sig amerikansk Kulturimperalisme mindedes Eurpæerne atter at de engang selv havde en Kultur. Samtidig havde man i de Lande, der nu åbnedes op til, slet ikke på samme Måde forsøgt at komme Romantikken til Livs. Der var meget Kommunismen forsøgte at komme til Livs - men på dette Punkt viste den sig at have været mindre giftig end Modernismen, der havde hærget Vesten. Eller kunne det måske tænkes, at der vitterligt var tale om Nationer, der blot ikke så velvilligt gav deres Åndsliv fra sig?

SLAVISTEN

Jeg ved, at det er umoderne at tale om National Ånd....Men når man, som jeg, i mange År har studeret Rusland og dets Kultur virker det ikke så sært endda. I Rusland synes de fleste, at det lyder meget plausibelt, at tale om, at der findes en "Russkaja Dusja" (Den Russiske Ånd). Og det forståes! For det lader faktisk til, at Russerne har et indre mentalt Værn mod Åndløshed, hvor gerne de end fra Tid til anden har kastet sig over materielle Goder og Vulgariteter. Sjælen taber de aldrig helt på samme Måde som man har gjort det her...

IDEALISTEN

Blandt alle russiske Udtryk er der to, som særlig synes relevante i denne sammenhæng: Posjlost og Toska. De er umulige at oversætte fyldestgørende - netop fordi de udtrykker noget, som man hos os har givet afkald på at forstå. Men Posjlost dækker noget helt specielt, der ligger i Området mellem Sjofleri, Vulgaritet, Åndløshed, Overfladiskhed, Forstillelse, Uægthed, Kitch og Snobberi. Toska derimod oversættes gerne med Kedsomhed, Angst, Sorg eller Melankoli, men forbindes ikke mindst med Nostalgi, Stilstand og med Det skønne Vemod, hvor man dvæler, fordyber sig og kommer til større Forståelse. Toska kan ikke forklares - men der er meget af det i en del af Chopins musik og Tjekhovs Skuespil...Posjlost er ofte forbundet med Hverdagen, Samfundet, Virkeligheden...Toska derimod med Drømmen om at vende tilbage til den Verden der ligger bagved...eller bedre: at den Verden kunne vende tilbage til det, som nu kaldes "Virkeligheden".

DRØMMEREN

Det er i høj Grad forholdet mellem disse Verdener: den , som kaldes Virkeligheden og den skønne Drømmenes Verden bag den, som interesserer mig og kommer til Udtryk i næsten alle mine Værker - tegnede som skrevne. Mens det som oftest er det rent explicitte Problem i mine Skriverier, så er det i mine Billeder som oftest kun Udtrykt ved at de alle stammmer fra Drømmenes Verden. Derved bliver mine Skriverier ofte mere kritiske end jeg egentlig ønsker - mens mine Billeder lever fuldstændig op til min Idé om Kunsten, som det sted, hvor man kan få Lov at tro på alt det smukkeste og bedste i Verden og  Tage Tingene  alvorligt.

FLANEUREN

Men nu må De endelig ikke misforstå mig! Jeg synes ikke, at Livet som sådan  - ja, at Verden  - er at foragte. Nej, tværtimod! Jeg elsker begge Dele!  Det hele er et Spørgsmål om hvordan man Opfatter det. Hvilke Dele af Verden - af Virkeligheden - som man vælger at fokusere på. Der er jo ingen, der siger, at Virkelighedens vigtigste Bestanddele er dem, som man hører omtalt i TV-avisen, i diverse Reality-Shows eller på Arbejdsformidlingen...

Formår man i stedet at betragte Livet og Virkeligheden - altså den virkelige Virkelighed - med samme Glæde, Inderlighed og Dvælen som man tildeler Drømmenes Verden - så er der uendligt meget vidunderligt at hente blandt Livets Afgrøder!  Personligt henter jeg det som oftest i  Eventyrlige Rejser, Storbyens vilde Liv, i Dansens Brusen, i den fysiske Kærligheds  og Følelsesdramaets Eufori  og i det inderlige Venskab -  og endelig selvfølgelig:  i den kunstneriske Skaben! 

ALVOREN

Dette er naturligvis en ualmindelig hurtig Gennemgang af nogle af de Ting, som jeg mener er essentielle i mine Værker og mit Livssyn. Da Manglen på Fordybelse og overfladiske Konklusioner er noget af det i Verden jeg har den største Afsky for og mener i høj Grad har Skylden for en meget stor Del af de Problemer jeg ser omkring mig i "Virkeligheden"´s grumme Verden - så er det mig meget imod at gennemgå de Begreber, der betyder allermest for mig på denne Måde, men da dette kun er en Præsentation - og ikke en Afhandling - ser jeg mig nødsaget til at standse her - og henvise til mine forskellige Værker for en dyberegående Forståelse...

Galerie GrossArtig er primært et Kunstgalerie, hvor jeg ønsker at præsentere mine Billeder. Jeg opfatter mig selv udelukkende som Kunstmaler. Men det er også min Opfattelse, at enhver ægte Kunstner først og fremmest er Kunstner af Sjælen - og således finder jeg det ganske naturligt, at en Kunstmaler har et sjæleligt Behov for også at skrive Romaner eller instruere Film. At være Kunstner er selve Måden man ser Verden på. Det er en Alvor og Følsomhed overfor det man ser omkring sig og et Behov for at udtrykke de Tanker og Følelser det vækker i Een. Dette er ens for alle Kunstarter og alle Kunstnere - og derfor indeholder Galerie GrossArtig ikke kun mine Billeder, men også forskellige Skriverier: Småhistorier, Brudstykker af mine Romaner og enkelte Digte.

Jeg har, mens jeg har skrevet dette fået den Tanke, at det kan forekomme Dem mærkværdigt, at jeg uden mindste Blufærdighed skriver med en sådan Alvor  om min Kunst og mit Livssyn -  og det er så ganske sandt, at jeg holder virkelig meget af at tage min egen Sjæl alvorligt! Men det er nu engang min Opfattelse, at man for virkelig at tage Verden til sig så ubetinget er nødt til grundlæggende at tage den alvorligt. Og kan man ikke engang tage sig selv alvorligt, ja, så tror jeg heller aldrig, at man oprigtigt vover at tage noget andet af det, der er udenfor Een selv, alvorligt. Så det bliver altså nødvendigvis Udgangspunktet...Til Gengæld vil jeg ikke kede Dem med et CV´s endeløse narcissistiske Opremsninger af såkaldte Facts, Diplomer og samfundsmæssige Sejre, da det forekommer mig at være smagløs og sjælløs seriøsitet og selvretfærdighed. Den Slags anser jeg for tilhørende Privatsfæren og på ingen Måde relevant for forståelsen af Kunsten!